Vi har brugt lang tid på at vente og ventetiden har været dræbende. Vi har forberedt os psykisk og fysisk, vi har sat os op til, at nu skulle det være, men det blev ikke til noget. I september 2012 blev der lagt låg på og en lang vinter lå forude og mere træning, øv,øv,øv og især, da vi blev bremset af en dims, der kun kostede søllede 50 kr., men uden den, kunnemotoren ikke starte.
I år ville vi ikke bruge mange måneder på det, vi ville ikke risikere samme skuffelser og derfor havde vi sat St. Bededagene af til gennemføre turen ellers måtte den forblive en drøm. Vejrmeldingen meldte at vejret ville blive godt hen over St. Bededagene, så vi skulle jo vælge og det endte med at blive lørdag den 27.4.2013.
Marlon Cramers og jeg startede i Klintholm Havn kl. 06.00 og vi mente, at turen ville tage 10 timer, dermed ville vi være ved Zingst am Strand, i det der en gang var Østtyskland, kl 16.00. Vores producent af kajkkerne, mente at det ville tage min. 12 timer at ro de 60 km. i fugleflugtslinje, men de tog heldigvis fejl.
Ud for Klintholm havn.
Det tog nemlig “kun” de estimerede 10 timer at ro turen, for Østersøen opførte sig rigtig pænt, i hvert fald det meste af vejen. Det startede med blidt solskin, som lyste Møns Klint op og vi kunne selv se den op til 20 km fra Møn, men der var dog lidt dis.
Temperaturen lå omkring ca, 7 grader, vinden var op til 5 m/s fra nordvest om formiddagen, op til 8-11 m/s fra vest hen over middag, så vi fik da lov til at se Østersøen vise lidt tænder.
Vi havde jo hørt og læst meget. Den største udfordring var den 2 km. brede sejlrenden, omkring 30 km. ude. Her sejler de store skibe og de kommer i begge retninger. Vi skulle ro tværs over denne motorvej.
På billedet er vi midt på motorvejen.
Skibstrafikken holder ikke weekend og til at starte med, kunne vi se et skib i disen, men da vi kom nærmere, så var der faktisk mange og disen forsvandt efterhånden, som vi kom nærmere. Lige som på bilernes motorvej, så holdes der afstand, ca. 1-2 km mellem skibene. Der var travlt sådan en lørdag omkring 11.00-12.00.
Vores følgebåd sejlede derfor tæt på os og kaldte de store skibe op, fortalte dem om vores tilstedeværelse – heldigvis fik jeg først at vide bagefter, at Mærsk ikke sådan sætter farten ned eller lægger kursen om, fordi er par tosser ror i kajak over deres bane – det koster for mange penge. Så vi satte fuld fart i pagajen og slap forholdsvist ”nemt” over skibsmotorvejen.
På Biledet: Vel over skibsmotorvejen, pyha, fred og ingen fare.
Men når man skal ro over et hav, hvor man ikke kan se sin destination, så er det faktisk meget rart med en sejlrende, da der er bøjer, som man dermed kan sigte efter.
Da vi var omkring 10 km. ude kunne vi se en tysk vindmøllepark, som vi ligeledes skulle sigte efter. Den er beliggende ca. 25 km. nord for Tysklands kyst og ca. 5 km før vindmøllerne tog vinden til og dermed voksede bølgerne også.
Vi holdt en længere pause mellem sejlrende og vindmøllerne, ca. 15 minutter, for så at knokle på de sidste 20 km. Det blæste op fra vest og bølgerne begyndte at vise tænder i form af hvidt på toppene. Vores kajakker Kayman Seeker og Smuggler, er begge lavet til formålet og tog dem pænt, selv om bølgerne kom sidelæns bagfra, hvilket krævede en del tilpasning af kursen. Det blev samtidig koldt i nakken og på fingrene, så vi måtte pakke os godt ind og arbejde hårdt for at holde varmen, dog fik jeg varmen på et tidspunkt, så jeg tog mine neoprenhandsker af, stoppede dem ind under vesten. Det resulterede så i, at jeg nu kun har 1 handske, rigtig øv, for jeg kunne godt lide dem og de passede mig godt, men har nu lært den lektie.
Efterhånden nærmede vi os kysten. Det der havde været en sort linje, begyndte at få former og til sidst kunne vi se, at der var træer og mennesker på stranden. Vi roede lidt langs kysten, da vi ikke rigtig vidste, hvor vi skulle gå i land. Vi skulle efterlade vores kajakker på Zingst am Strands campingplads og vi havde ikke lyst til at bære kajakkerne alt for langt.
Langs med Zingst am Strand
Det kunne godt betale sig at ro det lidt langs kysten, for vi landede lige ud for campingpladsen. Vi var nok mere trætte end vi ville erkende og det mærkede vi, da vi skulle bære kajakkerne fra stranden og op over en sandklit, hen over en vej og ind til Camping am Freesenbruch, hvor kajakkerne skulle opbevares. Vi startede med at bære begge kajakker, ca. 60-65 kg. pr. stk, hvilket stoppede meget hurtigt.Det var alt for tungt, så en kajak ad gangen.
I mål og en kajak er båret op.
Vi kunne dårligt bære en kajak, de sølle 250-300 meter, så vi tømte dem og bar dem en af gange i stedet. På campingpladsen var der et minisupermarked og jeg mente, at turen skulle fejres med tysk øl og gik derfor ind, fandt 6 1/2-liters flasker og til min overraskelse og ikke mindst store skuffelse, så tog de sgu ikke Visa kort (her må godt bandes) – måbende stod jeg så der, for jeg havde ikke euro med, men der var jo ikke noget at gøre.
På biledet: Kajakker på campingpladsen
Vi fik bakset vores gear ud til følgebåden gennem bølgerne, der lå langs med en af høfterne, hvor vi risikerede motorens skrue, da den stak 80 cm. ned (hvis den ramte sandbunden, kunne vi risikere at den ikke kunne drive båden frem). Men det gik, selvom bølgerne hev godt i båden.
Jeg fortalte om min øv-oplevelse i supermarkedet og sørme om ikke skipper havde en 1/2 liter New Castle Brown Ale. Humøret vendte tilbage, jeg synes selv at jeg havde fortjent en god slurk øl. Imens var snuden vendt mod Klintholm Havn igen.
Blæsten holdt ved, så hjemturen i følgebåden blev faktisk mere barsk end selv roturen, det tog ca. 3 timer, rene bølgebank. Jeg må konstatere, at følgebåden var lavet af kvalitetmaterialer, sådanne bølger slå hårdt, når man racer afsted med ca. 19 knob.
Kl 20.00 var vi tilbage i Klintholm havn, 14 timer efter afgang.
Både Marlon og jeg havde en lidt uvirklig og tom fornemmelse efter turen. Det var gået alt for stærkt, det tager længere tid at ro rundt om Møn!!!
Det tog et par dage før vi rigtig forstod, hvad vi havde præsteret.
Det har været en oplevelse ud over al forventning og vi vil gerne takke alle dem, som har været med til at realisere turen over Østersøen, for så vidt vi ved, var det første gang nogen har roet fra Danmark til Tyskland, for at fejre og takke for friheden, det er så hermed gjort: TAK, jeg elsker vores frihed og værdsætter den hver dag!!!.
Tak til:
Ole Eskling, Knud Strangaard, Kim Kjeldborg, Kayman Kayaks, Roneklint Kajakcenter og alle familie og venner, der har hørt os tale om denne tur – nu er det gjort og der er ikke mere at tale om, historien er skrevet, så slut 🙂
Efterrationalisering:
Når jeg efter et par måneder tænker over turen, så tænker jeg egentlig ikke så meget over min egen præstation. Jeg tænker mere over alle de østtyskere, der ikke kunne forberede sig, som vi gjorde. Ikke have moderne udstyr eller en følgebåd, men som tog chancen og roede over Østersøen, for at komme til friheden. De stjal en robåd, lavede en flåde af gamle slanger fra traktordæk m.m., dem tage jeg hatten af for og er ydmyg samt ekstremt glad for den frihed, vi har i dag!!!
På eventyr i DK og andre steder 